Hvad er den pitting korrosionsegenskaber og titanregler?
Apr 01, 2025
Læg en besked
Pitting -korrosion i titanium er en form for korrosion, der er unikke for passive metaller. Som et højtydende metal udviser titanium fremragende modstand mod pittingskorrosion sammenlignet med rustfrit stål eller aluminiumslegeringer. Med den stigende anvendelse af titanium i høj-temperatur er koncentrerede chloridopløsninger imidlertid også steget tilfælde af besiddelse af korrosion i titaniumsudstyr. At tackle dette problem er blevet en presserende bekymring for producenter af titanudstyr.
Titanium pitting korrosion har følgende egenskaber og mønstre:
Langsigtede observationseksperimenter har vist, at pittingkorrosion i titan er mindre tilbøjelige til at forekomme end spaltekorrosion. Typisk vises spaltekorrosion i form af pitting på spalteoverfladen. Elektrokemiske teknikker kan bruges til at bestemme metallers pittingkorrosionspotentiale, hvilket hjælper med at evaluere deres modtagelighed for pittingskorrosion. Når pittingkorrosionspotentialet overstiger brudpotentialet i overfladeoxidfilmen, forekommer pittingskorrosion på oxidfilmen. Følgende er almindelige forhold, under hvilke pitting -korrosion kan finde sted:
I chlorid- eller bromidopløsninger øges titanens følsomhed over for bøjningskorrosion med stigende temperatur. Effekten af pH på titaniums resistens over for pittingskorrosion er relativt lille. Eksperimentelle data indikerer, at brudpotentialet for titanium i sulfat- eller phosphatopløsninger er meget høj 100V-making det meget resistent over for pitting-korrosion. I modsætning hertil er titaniums brudpotentiale i chloridopløsninger ca. 8-10V, mens det i bromid- eller iodidopløsninger kan være så lavt som 1V. Dette gør titanium mere tilbøjelig til at slå i halogenidopløsninger.
Det høje jernindhold i titanium reducerer dets modstand mod pittingkorrosion. Titanium-jern (Ti-Fe) -fasen er ofte nucleationsstedet for at slå korrosion. F.eks. I rutheniumoxid-coatede titananoder, der bruges i chlor-alkali-industrien, kan et jernindhold med høj urenhed i titan-substratet føre til bøjningskorrosion, hvilket igen skader rutheniumoxidbelægningen.
Overfladeforbehandlingstilstanden for titanium påvirker sin pittingkorrosionsadfærd væsentligt. Titanium, der har gennemgået vakuumglødning eller anodisering af udviser det højeste bøjningskorrosionspotentiale og er det mindst tilbøjelige til korrosion. Omvendt er titanium poleret med vådt sandpapir den mest modtagelige for pittingskorrosion. Under identiske overfladeforbehandlingsbetingelser har grad 3 (GR3) industrielt rent titanium desuden det højeste pittingskorrosionspotentiale og den laveste følsomhed for at pittende korrosion. Eksperimentelle data antyder, at forøgelse af iltindholdet i titanium kan hæve sit pittingkorrosionspotentiale og derved øge dens modstand mod pitting -korrosion.
Ru titaniumoverflader eller dem, der er gnidet mod metaller, såsom zink, jern, aluminium, mangan og kobber, er mere tilbøjelige til at slå korrosion. Omvendt forbedrer visse anioner-såsom sulfat, nitrat, kromat, phosphat og carbonat-kan titans resistens over for pittingkorrosion.
Forekomsten og progressionen af pittingskorrosion følger typisk tre faser: nucleation, vækst og omlægning. Nukleation opstår, når titaniets potentiale overstiger brudpotentialet for dets oxidfilm. Over tid begynder korrosionshuller (huller) at udvikle sig efter nucleation. Da det samlede areal af korrosionsgraven ikke er fast, kan de nuværende målinger imidlertid ikke tjene som et direkte kvantitativt mål for pit -vækst. Repassivation kan hæmme progressionen af pittingskorrosion. I nogle tilfælde kan pittingskorrosion forblive i den anden fase uden at gå videre til den tredje fase, på hvilket tidspunkt korrosionsgraven stopper med at udvikle sig.
Send forespørgsel







